Reklame: Se de eksklusive billeder af verdens bedste Ølhold!


Forsiden | Kampreferater | Topscorerlisten | Kampprogram | Nyheder | Spillere | Indlæg | Billeder | Stiften | Links


15/12 1999

Ølholdet stjæler OBs talenter

Under overskriften "OB udvikler kun få topspillere til sig selv" skriver Stiften onsdag den 24. november 1999 om OBs problem med, at kun få af deres talentfulde ynglingespillere senere kommer på superligaholdet - og bliver der. I artiklen er lavet en boks med de mest talentfulde ungdomsspillere, OB har haft i de seneste syv år. Helt tilbage i det første år, 1992, hvor Kim Brinks ynglingetropper vandt DM-sølv for ynglinge, finder vi som første mand på listen Thomas Maag. Holdet talte også spillere som Jesper Hjorth og Ulrik Pedersen. Redaktionen skal på Ølholdets vegne undskylde over for OB, at vi stjal en af deres talentfulde unge spillere...


15/12 1999

Opslag: Manager(s) søges

Om to-tre måneder skal der til at samles spillere til "Ølholdet 2 - Den endelige oprykning". Og bagefter er der et hold, der skal styres mht. hvornår der spilles, hvem der spiller, hvem der spiller hvor, osv. osv. Det skal der bruges en eller to manager(s) til. Det vides med sikkerhed, at Bellinge ikke kan afse tiden mere og derfor under ingen omstændigheder kan påtage sig opgaven. Om KOTØF igen er klar, vides ikke med sikkerhed. Redaktionen efterlyser emner til managerposten - og noget SKAL der ske inden for de næste par måneder, hvis Ølholdet skal køre til næste år også. Og det var der jo en hel del, der syntes, det skulle!


15/12 1999

Mulighed for indendørsturneringer

Der er begyndt at melde sig nogle muligheder for at spille indendørsfodbold. Hvis der sker mere på området, kommer der mails rundt.


15/12 1999

Dong-turneringen underdrejet

Interessen for dong-turneringen kan vist knap nok måles for tiden. Hvis nogen er interesseret i at arrangere en dong-lørdag (husk at Tommy T. har det hele på DK4 nu), er de velkomne til at maile.


5/12 1999

Førsteholdet tabte oprykningskampe

Førsteholdet sluttede som nr. 6 (ikke som nr. 7 som tidligere oplyst) i deres serie 3-pulje i den forgangne sæson, og det skulle jo egentlig betyde, at de også skulle spille serie 3 næste år. Men pludselig viste det sig, at der ikke var særlig mange af holdene over førsteholdet, der var oprykningsberettigede - så førsteholdet var klar til to oprykningskampe mod Stjernen fra Svendborg i midten af november. Efter to nederlag (1-2 hjemme, 2-5 ude) må vi konstatere, at det for første gang i tre år ikke blev til oprykning til klubbens flagskib.


6/11 1999

Afslutningsfesten fastlagt!

Ølholdets afslutningsfest er fastlagt. Den vil blive afholdt fredag den 12. november kl. 18.30 hos Preben. Detaljer findes i den mail, KOTØF har sendt rundt. Redaktionen har desværre ikke mulighed for at deltage, da der er en vagt som brandmand, der skal passes, men skal på denne plads give udtryk for, at det har været en stor fornøjelse at spille med på Ølholdet over alle ølhold! Vi ser frem til at modtage et fyldigt referat af løjerne snarligst efter afholdelsen. God fest!


6/11 1999

Status for FCØS i sæsonen 1999

Redaktionen skylder et overblik over, hvordan de forskellige hold i FCØS klarede sæsonen 1999. Efter oprykninger de to sidste år tog førsteholdet det lidt mere med ro i år. De sluttede som nummer 6 af 12 hold i midterfeltet i serie 3. På et tidspunkt så det lidt kriminelt ud, men sejren over DSIO 4-5 runder før slut gav afstand til bundfeltet. I sidste ende var det lige før, førsteholdet rykkede op, da flere af de andre hold ikke var oprykningsberettigede, men næste år har vi altså igen et hold i serie 3. Førsteholdet spillede 22 kampe, hvoraf 10 blev vundet, 2 endte uafgjort, og 10 endte med den forkerte vinder. Målscoren var 68-73, hvilket meget godt viser, at der var gang i scoringen, når førsteholdet var på banen.
Det var vist egentlig meningen, vi også skulle have et hold i serie 4 næste år, men det blev ikke til noget. Andetholdet var ligesom os med i oprykningsslutspillet i serie 5 - dog i den anden pulje - og her kom de aldrig rigtigt tæt på oprykningen. De sluttede som nr. 5 ud af 10 efter de 9 kampe. Pointhøsten siger 13 point givet for 4 sejre og en uafgjort. Det var desværre et godt stykke fra den tredjeplads, der ville have medført champagnepropper alle vegne i FCØS - helt præcist 8 point. Andetholdet scorede 26 mål og lukkede 27 ind. Oprykkere fra deres pulje blev Fraugde, Røde Stjerne og Aunslev.
Ølholdets slutplacering kender de fleste jo nok, men for lige at slå det fast: Ølholdet blev nr. 5 ud af 10 hold (Korup og TPI blev trætte af at tabe og trak sig undervejs). Med 9 point for 7 kampe var der kun 4 point op til den oprykningsgivende tredjeplads, som Tommerup sad på. Eller sagt med andre ord: hvis vi havde holdt føringen mod Tommerup det sidste kvarter, ville vi være rykket op. Ølholdet vandt 3 kampe og tabte 4 (den vundne kampe mod TPI tæller ikke med) og sluttede med en målscore på 16-18. Oprykkere fra vores pulje blev Gelsted, Søhus og Tommerup.


31/10 1999

Masser af billeder fra TUSA-kampen nu på nettet

Hele 36 billeder fra efterårets sidste kamp i Turup er nu lagt på nettet. Gå ikke glip af et stk. savning fra Svendborg, vandhunden Strøjer og andre godbider.


31/10 1999

Afslutningsfest på vej

Ølholdets afslutningsfest er på trapperne. Svendborg har sendt mail rundt med udspil til dato, og indtil videre ser det ud til at blive fredag den 12. november. Kommentarer til denne dato kan sendes til Svendborg.


9/10 1999

STATUS FOR ØLHOLDET 1999

Så er sæsonen 1999 overstået på fodboldbanen. Ølholdet blev stablet på benene kort før sæsonstart for godt et halvt år siden, og det viste sig hurtigt, at der blev skabt et stærkt hold, hvor tingene blev taget lidt, men ikke alt for seriøse. Resultaterne har været gode hele vejen, og vi har vel i princippet nået målet: at være med i den sjove ende. At oprykningen glippede i sidste ende er der ikke det store at gøre ved. Stemningen var positiv og god, og vi var med, hvor det skete, og det er vel lige så godt at spille serie 5 som serie 4 næste år. Så bered jer, oh I fynske serieklubber: Ølholdet vender hårdt tilbage næste år!


9/10 1999

Også Romario færdig som studerende

Kun en uge efter at Jesper og Jannick blev færdige på uni, lykkedes det Romario at få sin eksamen. Det skete med et 9-tal for sin hovedopgave, og Romario kan nu også kalde sig cand.merc.aud. Teløk mæ det!


9/10 1999

Stort ostemarked hos håndboldspillere

Man kan undre sig lidt over, hvorfor Lillebror ikke er hovedsponsor i Håndboldligaen. For et blik på sæsonens oste til Ølholdet viser, at håndboldlogen fører sig kraftigt frem. Ølholdet har kun fået fem gule kort (og ingen røde) i 16 turneringskampe, så det viser, at vi har spillet stille og roligt. Godt nok har et gult kort ingen større betydning i håndbold, og det kan være, det er det, der har snydt Romario og Dan, men de har i hvert fald fået hhv. 3 og 2 kort. Romario koncentrerede sine kort i Turup, hvor han fik et i både forår og efterår - af den samme dommer.


9/10 1999

Dan sæsonens topscorer

Dan Petersen levede op til sit navn og blev sæsonens topscorer på Ølholdet. Med 12 mål tog han sejren tre mål foran Torben og fem foran Preben. Grundlaget for førstepladsen på topscorerlisten skal findes i foråret, hvor de røde støvler satte hele 10 æsker ind. I efteråret kneb det mere, og her var Jannick og Jørgen med hver tre mål de mest scorende (på fodboldbanen). De fleste Ølholdsspillere nåede at komme på måltavlen, men enkelte holdt sig tilbage og scorede slet ikke (Gulløv, Møller, Per, Strøjer, Kim H. og Bellinge).


9/10 1999

Kampstatistik for hele sæsonen

Så er statistikken klar for hele sæsonen, når det gælder antal spillede kampe. Vi har spillet 16 turneringskampe og 2 træningskampe, og eneste spiller, der har deltaget i alle er Dan. I efterårssæsonen har Flemming, Per og naturligvis Dan spillet samtlige 8 kampe.
De med * markerede spillere har i princippet kun været en del af truppen en halv sæson.


9/10 1999

Gelsted, Søhus og Tommerup rykkede op

Efter weekendens kampe er slutstillingen i vores pulje klar. Gelsted vandt foran Søhus og Tommerup. På femtepladsen har vi kun 4 point op til Tommerup - altså ville en sejr over dem have betydet, at vi var blevet nummer tre, men det kan vi jo ikke bruge meget nu...


9/10 1999

Chang-kampen aflyst

Chang-kampen blev - efter hårdt arbejde fra Svendborg - flyttet til lørdag eftermiddag, men torsdag meddelte Chang, at de ikke kunne stille hold. 3 point mere i sækken til Ølholdet, men desværre endnu en aflyst kamp. Vi slutter således efterårssæsonen efter kun at have spillet 7 kampe, hvoraf én har været helt uden betydning, da TPI senere trak sig.


4/10 1999

Afslutningsfest på vej

Der forventes at blive afholdt afslutningsfest indenfor et par uger efter kampen mod Chang. Preben har givet udtryk for, at han måske kan holde festen, men han vil ikke have, at der bliver drukket... FCØS afholder også en samlet afslutningsfest, men det vides endnu ikke, om det bliver inklusiv Ølholdet - blandt andet fordi vi ikke deltager i klubbens bødekasseordning.


4/10 1999

Ølholdet klar til næste sæson

Der ser ud til at være interesse for at fortsætte med Ølholdet i næste sæson. Det vil kræve nye organisatoriske kræfter, men indtil videre vil ØS-bestyrelsen få at vide, at vi nok skal sørge for en oprykning næste år.


4/10 1999

Billeder fra TUSA-kampen klar om et par uger

Kim J. meddeler, at billederne fra TUSA-kampen vil være klar om et par uger. Det vil så blive muligt at se Svendborg tackle hårdt, Romario se meget træt ud og Torben score.


4/10 1999

Stigende interesse for DONG-turneringen

Det forlyder, at der er stigende interesse for DONG-turneringen. Som tidligere nævnt arrangeres dong ved, at den, der gerne vil afholde (og derved få bonuspointene), sender en mail rundt til alle. E-mail-adresser fremgår af den mail, der er afsendt i dag. Grytnerne er mulige arrangører inden for de kommende uger.


4/10 1999

Færre økonomistuderende på Ølholdet

Ølholdet har fået sværere ved at leve op til klubbens navn ifølge hvilket, vi skulle være økonomistuderende. Det skyldes, at Jesper og Jannick fra i fredags har kunne kalde sig cand.merc.aud.'er efter at have forsvaret deres hovedopgave flot og fået 10. Redaktionen ønsker tillykke.


4/10 1999

Chang-kampen ikke fastlagt endnu

Sæsonens sidste kamp er fortsat ikke fastsat, da Svendborg ikke har kunnet få fat i Changs formand. Der arbejdes på sagen, og der vil udgå mail fra KOTØF, når der er nyt. Kampen vil højst sandsynligt blive fastlagt til lørdag middag, så vi kan nå at komme i gang med noget dong bagefter.


4/10 1999

Referatet klar fra Ejby-kampen

En tømmermændsramt redaktør har fået forfattet et referat fra sejren i Ejby i går. Det findes under kampreferater.


26/9 1999

DONG-turneringen i gang

DONG-turneringen fik en noget sløv start i weekenden, men der blev da delt lidt point ud. Stillingen og reglerne kan ses på vores dong-side. Der kan ikke afholdes dong den kommende lørdag, da vi spiller i Ejby på det tidspunkt, men lørdagen efter er der mulighed igen. Husk, at den, der gerne vil afholde, blot sender en mail rundt til alle. Folk kan derefter tilmelde sig (og eventuelle gæster). Hvis der ikke kommer tilmeldinger, får arrangøren en bunke gratis point. Rygtet vil vide, at Torben er klar til at afholde dong snartest. Forslag til præmie til dong-kongen efterlyses i øvrigt!


26/9 1999

Referatet klar

Referatet fra TUSA-kampen er klar. Det ligger som sædvanlig under kampreferater. Billederne, der blev taget under kampen, vil blive uploadet hurtigst muligt.


23/9 1999

Dong lørdag - en opdatering

Der afholdes Dong lørdag i de Bellinge'ske gemakker på Drewsensvej 8B 1.th. (lige efter Netto på Benediktsgade). Vi skal lige nå hjem fra Turup først, så klokken bliver meget tæt på 16.00, inden dørene åbnes. Danmarks Radio oplyser, at der bliver sendt badmintonlandskamp mellem Danmark og Kina fra kl. 16.00 - i øvrigt kan programmet for Sportslørdag altid ses på Nettet. Nu er badminton måske ikke det bedste til en dongpremiere, så der er også mulighed for at se OIK banke Rungsted i Isligaen på TV2. MEN: til Dong hører fodbold, og norsk TV2 redder lørdagen ved at sende topkampen mellem Molde og Lillestrøm fra den norske Tippeliga live fra kl. 16.00.


22/9 1999

Årsfesten starter allerede kl. 15.00 for Ølholdet!

Ølholdet skal være klar i det fine tøj allerede kl. 15.00 fredag den 1. oktober, hvor der er årsfest på uni. På dette tidspunkt varmer vi op med et indslag i mødelokalet på Institut for Virksomhedsledelse. Dagens tema er:
Regnskabsmæssige og revisionsmæssige konsekvenser ved en overgang fra præstationsorienteret til formueorienteret regnskabsteori
og for indslaget (læs: forsvaret af deres kandidatafhandling) står Jesper Kamp Andersen og Jannick Kjersgaard Jørgensen (som der står på det officielle papir), der således bliver de første af en lang række stud.merc.'er på Ølholdet, der bliver færdige.


22/9 1999

Tarup-Paarup har trukket sig

Som redaktionen regnede ud, var TPI på vej ud af vores pulje. TPI blev nr. 2 efter vores andethold i foråret, men gad åbenbart ikke mere efter fire nederlag på stribe her i efteråret. Det betyder, at deres kampe går ud af stillingen - og vi har nu kun tre point for fire kampe... Hvis vi er svineheldige kan vi stadig nå en tredjeplads, men i første omgang skal vi vist bare vinde de sidste tre kampe. Se i øvrigt den opdaterede stilling, hvor vi i teorien både kan nå at hente Gelsted og Tommerup, hvis de sætter RIGTIGT mange point til. For Gelsteds vedkommende skal de tabe til Tommerup og højst spille uafgjort mod TUSA, for at vi kan nå dem.


22/9 1999

Klarmeldinger efterlyses!

Svendborg efterlyser klarmeldinger til kampen på lørdag. Tilbagemeld hurtigst muligt til kongen af Tåsinge.


22/9 1999

Dong-reglerne klar

Der er nu ved at være varmet godt op til vinterens store Ølholdsaktivitet: Dong. For en videnskabelig beskrivelse henvises til Bøje og Hedals cand.merc.-opgave om fodboldtrøjer. Redaktionen har udformet nogle urimelige regler, der bl.a. indeholder ekstrapoint til den, der afholder hvert stævne. Enhver er velkommen til at sende en mail rundt i løbet af en uge og indbyde til dong i sine gemakker. Først til mølle... og man får de tre bonuspoint. Første omgang dong er på lørdag, hvor vi skynder os mere end meget for at komme hjem fra Turup. Hvis ikke andre byder sig til, afholdes Dongstævnet ved Bellinge, som også modtager klarmeldinger til dongstævnet på lars@hedal.dk.


20/9 1999

Næste kamp: TUSA ude

Så skal vi til Turup igen! TUSA ligger ligesom os i midten af vores pulje. De har 7 point for 5 kampe. I foråret gjorde vi jo det slemme ved dem og vandt 3-2 i Turup i et forfærdeligt regnvejr, og lad det bare regne igen, hvis vi får lov til at vinde! Svendborg er ved at udtage hold, og han oplyser, at vi også har brug for biler, da der ved denne udekamp definitivt er for langt at cykle. Der er mødetid kl. 12.00 på lørdag ved Rosengårdskolen og kampstart kl. 13.30. Rygtet vil vide, at noget efterfølgende dong muligvis er ved at blive stablet på benene... Gorm er ny vært på Sportslørdag - hallå! Så kunne de da for pokker lige så godt have beholdt Tommy Vits Troelsen!


20/9 1999

Stillingen: Søhus, Gelsted og Tommerup på vej i serie 4

De tre hold, vi har tabt til, ser også ud til at blive de tre hold, der rykker op i serie 4. I stillingen ligger Søhus øverst med 15 point for 6 kampe, mens Tommerup har 13 for 5 kampe. Gelsted er faldet lidt af på den her på det seneste og har "kun" 10 point for 5 kampe. Derefter følger Chang (9 for 5), TUSA (7 for 5), Ølholdet (6 for 5), Ejby/Balslev (3 for 5), Aarup (også 3 for 5) og Tarup-Paarup (0 for 5). Set fra vores synspunkt kan vi ikke nå Søhus mere. Selv om de taber resten, og vi vinder resten, har de vundet vores indbyrdes opgør. Heller ikke Tommerup har vi den store chance for at nå. Med to point mere i deres tre sidste kampe er de sikret fra Ølholdets sidsteøjeblikspanik. Gelsted ligger på den sidste af de tre oprykningspladser, men kan nås, hvis de sætter 4 point til i de sidste tre kampe. De har imidlertid stadig TPI tilbage, og der er der helt sikkert 3 point hjemme. Så har de det spændende opgør mod Tommerup og slutter af mod TUSA. Så hvis vi er meget, meget, meget heldige kan vi faktisk nå en tredjeplads ved at vinde resten af vores kampe. Fjerdepladsen er imidlertid inden for rækkevidde, og hvem ved om FBU pludselig forbarmer sig og giver Ølholdet en ekstra oprykningsbillet... Med sejre i de sidste tre kampe kan vi i hvert fald blive nummer 4.


20/9 1999

Ølholdet Awards nu også på nettet

For at fastholde de ugentlige folkeafstemninger har redaktionen nu indført en Awards-sektion under kampreferater. Af denne sektion fremgår det, hvem der efter hver kamp er blevet kåret til kampens spiller, og hvem der har stået for kampens detalje hhv. kiks.


20/9 1999

Tarup-Paarup på vej til at trække sig?

Rygter vil vide, at TPI helt har opgivet efter vores 6-0-nedsabling. Deres kamp mod Gelsted fra forrige weekend er stadig ikke kommet på Infosport, og de tabte i weekenden 3-0 uden kamp mod Søhus. Det lugter lidt af, at de er ved at trække sig. Det gør nu hverken det store fra eller til, da alle alligevel har slået Tarup-Paarup i de fem kampe, de har spillet indtil videre.


20/9 1999

Chang-kampen flyttes

Sæsonens sidste kamp skulle have været spillet mandag den 11. oktober kl. 17.45, men den vil nu blive flyttet til lørdag den 9. eller søndag den 10. oktober i stedet, da det vil blive alt for mørkt at spille på det tidspunkt. Nærmere indløber snart fra KOTØF.


20/9 1999

Referatet af Tommerup-kampen klar

Referatet fra kampen mod Tommerup er nu klar og kan læses under i vores afdeling for kampreferater.


15/9 1999

Bellinge færdig for sæsonen

Ølholdet har jo som princip, at træning er en by i Rusland. Da vi ikke har spillet i den foregående weekend, mente Bellinge imidlertid, at lidt træning kunne gøre godt i går, tirsdag. Et uheld, der indeholdt både modstander, bold og græstæppe (for slet ikke at nævne Bellinge), gjorde, at Bellinges fod vred sig små 90 grader i forhold til benet - og det var jo ikke meningen. Det blev ledsaget af et ordentligt *knæk*, og de bange anelser (værnepligten starter om 3 uger) sås tydeligt i Ølholdsspillerens ansigt. Undersøgelser på Odense Universitetshospital senere på aftenen viste dog heldigvis, at der kun var tale om en kraftig forstuvning. Om det er positivt for Ølholdet, skal være usagt, men Bellinge er i hvert fald færdig for resten af sæsonen nu. Og hvad kan man så lære af det? Jo, man skal holde sig til sine principper!


14/9 1999

Tommerup vandt igen

Tommerup fik i weekenden endnu engang en etmåls-sejr i hus. Det var TUSA, der måtte ned med nakken med et 3-4-nederlag i Tommerup. Tommerup er dermed flot med i topstriden efter følgende resultater: Selv om resultaterne således ikke er videre imponerende, er det jo lige så godt at vinde med 5 som med 1 mål i stillingen, og Tommerup er faktisk det eneste ubesejrede hold i øjeblikket. Redaktionen mener imidlertid stadig, at det er en kamp, vi bør kunne vinde - og for at være med i oprykningskampen SKAL den vindes.


14/9 1999

1.58.25 for en halv marathon

Kim H. beviste sin løbestyrke og klarede OK-løbets halve marathon på små to timer. Om han løb i Allan Gaardes aflagte røde støvler melder historien intet om.


14/9 1999

Andetholdet med igen

Andetholdet slog i weekenden Birkende 8-4 efter at have ført hele 7-0 ved pausen. De kan stadig nå en oprykning, men det kræver vist sejre i resten af kampene.


14/9 1999

FC ØS bedste studenterklub i Odense!

Som forkamp til Italien-Danmark spillede førsteholdet mod DSIO på Bilka Ground i onsdags. Efter 4 point i de sidste 8 kampe begyndte det at se lidt kriminelt ud, og et nederlag mod et af bundholdene, DSIO, ville betyde, at den nederste streg kom lidt for tæt på. Det blev en målrig affære, men efter at have været nede 2-3 lykkedes det førsteholdet at lave et par basser, så de vandt 4-3. Dermed var der lagt afstand - 10 point - til den øverste nedrykningsplads, og pladsen i serie 3 burde være sikret. Samtidig begyndte en oprykningsplads at kunne skimtes i den tætte pulje, men det ødelagte førsteholdet vist selv ved at tabe 5-11(!) til OB på Bilka Ground i søndags. Resultatet 4-3 blev i øvrigt fremstillet til mange, mange menneskers beskuelse på tavlerne i et propfyldt U55 på uni under den geniale Italien-Danmark-kamp.


7/9 1999

Næste modstander: Tommerup Boldklub

Selv om der er små to uger til kampen, er her lidt informationer om Tommerup. Tommerup spiller i den kommende weekend mod TUSA, men ligger allerede nu flot som nr. 3 med 2 sejre og 1 uafgjort efter 3 kampe. Hvis vi kigger lidt nærmere på resultaterne er det imidlertid ikke vildt imponerende: 1-2 ude over Tarup-Paarup, 0-0 hjemme mod Aarup og 3-2 ude over Ejby/Balslev. Hvis vi tager vores resultater mod TPI og Aarup i betragtning, så er det altså en kamp, der kan vindes. Og hvis vi vil have tredjepladsen, når efterårssæsonen er slut, så er der ingen tvivl om, at Tommerup er et af de hold, vi SKAL slå.
I forårssæsonen blev Tommerup nr. 2 i pulje 2 3 point efter Korup. I 11 kampe vandt de 7, spillede 2 uafgjort og tabte 2, hvilket indbragte 23 point - 2 point foran nr. 3. Målscoren sagde 71-22, men det dækker over meget store udsving; bl.a. blev fire kampe vundet med mere end 10 mål. Det kan tyde på, at der enten har været stor forskel på holdene i puljen, eller at der har stor forskel på, hvilket hold Tommerup har stillet med.
Tommerup Boldklub er også repræsenteret i serie 2 og 3. I serie 2 ligger de suverænt nr. 1 og er ubesejrede, mens serie 3-holdet er i nedrykningsfare efter kun at have fået 6 point i 14 kampe. Sidste år havde Tommerup ligeledes 3 hold fordelt på serie 2, 3 og 5. Serie 5-holdet blev nr. 3 i deres pulje med 6 point op til nr. 2 (Gelsted), og 7 til nr. 1.
Hvis vi vender tilbage til den aktuelle efterårssæson ser Tommerup altså ud til at være et af de hold, vi skal slå, hvis vi vil være med i den sjove ende af tabellen.


7/9 1999

Seneste Stiften-indslag scannet

Redaktionen har netop fået scannet det seneste indslag fra Stiften, og det er nu tilgængeligt på vores Stiften-sider.


7/9 1999

Ølholdet nr. 4

Mens ØS' øvrige hold desværre har lidt problemer med resultaterne, begynder det at se lidt lysere ud for Ølholdet efter en dårlig start på efterårssæsonen. Vi er nu kommet op på en fjerdeplads, men der er mange hold tæt på hinanden i midten af puljen. I toppen er Gelsted og Søhus smuttet med hver 9 point for 4 kampe. Eneste ubesejrede hold er Tommerup, som vi møder i næste runde. De har 7 point for 3 kampe. Ølholdet er som bekendt oversidder i den kommende weekend, fordi Korup har trukket sig. Blandt konkurrenterne til tredjepladsen er Tommerup, Ejby/Balslev, TUSA og Chang.


7/9 1999

Andetholdet i dårlig stime

Andetholdet har haft svært ved at finde formen i deres oprykningspulje. Efter 3 point i de to første kampe blev det til en ordentlig sæk på 1-7 på Bilka Ground i torsdags. Andetholdet kom ellers foran 1-0 efter et par minutter, og modstanderne - Røde Stjerne 1 - så bestemt ikke imponerende ud. Men efterhånden fik de mere og mere spil. 1-1 stod den ved pausen, og i anden halvleg så andetholdet efterhånden meget trætte ud og lukkede altså 6 mål ind. Mod maksimisterne fra Aunslev blev det i går mandag til et hæderligt 1-0-nederlag. Desværre kan det ikke bruges til så meget, da 3 point efter 4 kampe næppe er nok til at sikre sig en af de tre oprykningspladser. I så fald skal resten i af kampene i hvert fald vindes, og de øvrige resultater skal flaske sig.


7/9 1999

Førsteholdet i problemer

FC ØS' flagskib, førsteholdet, har fået problemer i serie 3 efter at være rykket op to år i træk. Det begyndte flot i foråret og endnu en oprykning så ud til at være inden for rækkevidde. De seneste 8 runder er det imidlertid kun blevet til 4 point, så pludselig er bunden kommet lidt tæt på. Førsteholdet spiller i morgen onsdag den 8. september forkamp til Italien-Danmark. Det foregår på Bilka Ground kl. 18.00, hvor vores studenterkonkurrenter fra DSIO kommer på besøg med deres førstehold. DSIO ligger i øjeblikket på næstesidstepladsen, men kan med en sejr komme lidt for tæt på ØS. Ølholdet ønsker derfor førsteholdet alt muligt held og lykke! Og redaktionen minder om, at der sikkert er mulighed for at se landskampen på uni i morgen aften efter FCØS-DSIO.


6/9 1999

Superligaspiller så på!

Superligaspilleren Allan Gaarde fra AaB var blandt tilskuerne til Ølholdets 5-0-sejr over Aarup på Bilka Ground søndag den 5. september. Der forlyder p.t. ikke noget om hans vurdering af indsatsen, men rygtet vil vide, at flere Ølholdsspillere forsøgte at imponere. Bedste folk var imidlertid veteranspillerne Per og Flemming og at starte en prof-karriere i 30'erne er nok ikke realistisk - men man skal aldrig sige aldrig. Det fornemme besøg var et stunt fra Anders Bang og Kim Hansen, hvoraf førstnævnte håber på en fast tjans som hjørnesparkssparker i AaB engang...


6/9 1999

Referatet af Aarup-kampen klar

Referatet af den flotte 5-0-sejr på Bilka Ground er nu klar. Kig forbi vores sider med kampreferater - og husk at kampen mod Korup næste mandag er aflyst.


2/9 1999

Ølholdets trænerduo på vej til OB!

OB er rigtigt gået på jagt i Ølholdets guld. Stiften har åbnet for forslag til en ny træner til OB, og i dagens udgave foreslås KOTØF som nye trænere. Nu vil nogle måske mene, at det kunne blive et problem for os, hvis KOTØF begyndte i OB, men det er det ikke, for som der står i indlægget: "... da FC ØS alligevel ikke træner, er det ikke det store problem." På den anden side: er det bare en tanke, at hverken Svendborg eller Romario er med i næste kamp?!
Indlægget er forfattet af en "Kim (FC ØS/ØL 3)", og selv om vi nu har tre med dette navn, mener redaktionen at vide, hvem der har forfattet et sådan indlæg. Vi har straks lagt indlægget i vores Stiften-afdeling. Samtidig går der rygter om, at andre også har forsøgt at hjælpe OB lidt gennem Stiften med tips og tricks fra Ølholdets succes...


2/9 1999

Andetholdet klar til "topkamp"

Andetholdet møder i aften kl. 18.00 Røde Stjerne på Bilka Ground. Røde Stjerne er kommet flot fra start med max-point, så det er nu, vores søsterhold skal vise, at de slet ikke er så dårlige, som vi går rundt og tror. Nårhja, og så er sandsynligheden for, at de rykker op nok også større, hvis de vinder.


2/9 1999

Lille rettelse til den udleverede infoseddel

Den udleverede infoseddel indeholder en minifejl: der står, at kampen mod Chang bliver spillet den 10. oktober. Det er ikke korrekt: den spilles den 11. oktober (som er om mandagen). Også vores kampprogram her på siderne er derfor netop blevet rettet.


31/8 1999

Ny mand i truppen: Kim Hansen

Som om vi ikke havde nok i forvejen, der hed Kim, kan vi nu byde Kim Hansen velkommen. På anbefalinger fra Anders Bang og Lasse Vest har direktionen skrevet kontrakt for resten af efterårssæsonen med denne efter sigende meget løbestærke spiller. Kim fortæller, at han stiller op i røde fodboldstøvler, han har fået af Allan Gaarde, der som bekendt spiller lidt højere oppe i rækkerne end os. Og da vi ved, hvad røde støvler plejer at betyde for os, kan det jo ikke skade!


31/8 1999

Kampen mod Tommerup fastlagt - kampprogrammet nu helt på plads

Kampen hjemme mod Tommerup er blevet fastlagt. Den bliver spillet mandag den 20. september, som det hele tiden har været meningen, og som det fremgår af de udleverede sedler, men tidspunktet er 18.15 og ikke 18.00. Dermed ligger hele vores kampprogram klar.


31/8 1999

Vores gamle venner fører sig frem

Vores modstandere fra forårets pulje fører sig rigtigt frem (både i top og bund) i deres nye puljer:
* I pulje 3 er TUSA 2 kommet godt fra start og ligger nr. 2 med 6 point efter 3 kampe.
* I pulje 6 er Vietnamesisk Ungdomsklub helt ustyrlige: 3 kampe, 9 point og en målscore på 18-1!
* I pulje 7 indtager Kirkeby og Skårup 2 de to bundplaceringer.
* I pulje 8 er Ryslinge uden point, men har kun spillet én kamp.
* I pulje 9 indtager SKFIF 2 en suveræn sidsteplads med 0 point og en målscore på 6-29 efter tre kampe.
* I pulje 10 følger SKFIF 3 trop og ligger ligeledes sidst med samme udbytte som søsterholdet. Det går lidt bedre for Røde Stjerne 2, der har fået 1 point i 2 kampe.


31/8 1999

Ferguson gør come-back for en enkelt kamp

Hverken Romario eller Svendborg er klar til søndagens kamp mod Aarup, så Ferguson må tilbage og styre tropperne som en engangsforestilling. Derudover er der afbud fra Per Bo, mens resten, der var ude at spille i Paarup, har meldt sig klar.


31/8 1999

Næste modstander: Aarup

Næste modstander er Aarup, der kommer på besøg på Bilka Ground på søndag kl. 13.00 (mødetid 12.15). Aarup lagde ud med en 9-2-sejr hjemme mod Korup, men den er gået ud af systemet nu, som det fremgår af en nyhed længere nede på siden her. Derudover er det blevet til 0-0 mod Tommerup og 2-2 mod TUSA. Aarup er altså helt klart et af de hold, der SKAL slås, hvis vi vil nå at kæmpe om den tredjeplads, der giver oprykning. I forårssæsonen spillede Aarup i samme pulje som Gelsted. Aarup vandt 8 kampe - alle sammen helt suverænt og ofte med 5-10 mål - og tabte kun én: 2-13 til Gelsted. Men det ser ud til, at Aarup har mødt lidt stærkere hold nu med de to uafgjorte resultater. Hvis vi kan følge op på det gode spil fra kampen mod TPI, har vi muligheden for virkelig at bevæge os frem i puljen.


31/8 1999

Referatet klar

Ikke kun førsteholdet kan spille tennis. Mens de tabte 7-6 efter tie break kørte vi den stille og roligt hjem med 6-0 - og det kan der læses mere om på vores sider med kampreferater.


31/8 1999

Korup har trukket sig

Det lå ligesom i luften, at Korup ikke havde den store lyst til at spille med mere. Efter 9-2 ude mod Aarup, tabte de næste kamp 0-3 uden kamp mod Ejby/Baslev. Nu viser det sig så, at Korup helt har trukket sig ud af vores pulje, så der nu kun er 9 hold tilbage til at kæmpe om de 3 oprykningspladser. Det betyder, at alle resultater fra kampe spillet mod Korup indtil nu udgår. Samtidig er vores kamp mandag den 13. september i Korup højst sandsynligt aflyst (men afvent venligst bekræftelse på dette). Det virker lidt underligt, at Korup pludselig udgår, da de rent faktisk vandt deres pulje i foråret foran Tommerup, men sådan er der så meget.


31/8 1999

Stiften-fotografen gift

Anders Brohus, pressefotograf der tog årets billede af de to superangribere Romario og Kim, er ifølge dagens Stiftstidende blevet gift i Gl. Haderslev Kirke. Ølholdet ønsker tillykke - og håber ikke, den gode fotograf gik glip af dele af festen af samme grund, som han gik glip af det første mål i vores 3-0 sejr i foråret mod SKFIF...


29/8 1999

Nyeste Stiften-indslag nu scannet

Kig forbi vores nyeste sider fra Stiften, hvor der netop er lagt en ny scanning ind.


29/8 1999

Weekendens resultater: Søhus alene i front

Vores gode gamle kammerater fra Turup-Sandager klarede i denne runde 2-2 i Aarup, der er vores næste modstander. Samtidig fortsatte Søhus succesen og slog Chang hele 8-2 hjemme. Søhus fører nu som eneste hold med maksimumpoint. Når vi tænker på, at vi trods mange afbud rent faktisk pressede dem i lange perioder, så er vi altså også gode nok til at spille med om de tre oprykningspladser. Vi skal bare lige tage os sammen! Gelsted kom ovenpå igen med en sejr på 3-1 over Ejby/Balslev hjemme (og den skulle vist være god nok). Alt i alt betyder resultaterne, at vi med en sejr mandag er godt med i midterfeltet med udkig mod de tre oprykningspladser. Se også vores links-sider, hvor der er adgang til Infosports glimragende resultatservice.


29/8 1999

Førsteholdet scorede 6 mål - og tabte!

Førsteholdet spillede i går lørdag ude og fik sat hele 6 mål i kassen. Problemet var bare, at modstanderne lavede 7 kasser. Det var endnu en gang et afbudsramt førstehold, der var afsted, og det kostede desværre igen. Klubbens flagskib mht. fodbold (vi erindrer hvem der styrer på samtlige øvrige fronter) er nu faldet ned i det bløde midterfelt i deres serie 3-pulje.


26/8 1999

Nyt fra KOTØF

KOTØF ved Svendborg meddeler i en humlemeddelelse i dag, at vi er "startet som i foråret med to tabte kampe. Som det også var tilfældet i foråret mener jeg nu, at vi har spillet os i form, og er klar til at vinde resten af kampene!!!" KOTØF fortsætter: "Vi ligger ud med en sejr over Tarup/Paarup mandag d. 30/8 Kl 1845. Vi mødes ved Rosengårdsskolen Kl 1745 og kører samlet (husk biler). Bellinge mener dog, at det er hurtigere at cykle derud!! Hvis der er nogle der vælger den løsning bedes de melde tilbage, da vi ikke har tid til at vente på folk der ikke møder op. I så fald er mødetiden Kl 1800 i Tarup/Paarup." Folk, der ikke har meldt tilbage, bedes gøre det hurtigst muligt, så truppen kan komme på plads.


26/8 1999

Verdens frieste mand - en rettelse

I referatet fra kampen mod Søhus nævnes, at modstandernes målscorer ved deres mål til 3-0 var verdens frieste spiller. Redaktionen skal med det samme rette dette, da OB dagen efter overlod titlen til David Nielsen fra FCK. Vi undskylder. En naturlig sammenligning: OBs forsvar er lige så godt som Ølholdets. Hvem, der så kan være mest stolte af det, er uvist.


24/8 1999

Dan Petersen på vej til OB!

Ølholdets webredaktion har modtaget et indlæg fra det velinformerede medlem af "De Stribede", Kim Jensen, hvor han løfter sløret for, at Dan Petersen fra Ølholdet er på vej til OB! En sensationel historie, som der kan læses meget mere om på vores indlæg-side.


24/8 1999

Om den næste modstander: Tarup-Paarup IF

Tarup-Paarup har lige som os lagt ud med to nederlag, men har dog ikke tabt særlig "overbevisende": 1-2 hjemme til Tommerup og 4-5 ude mod TUSA. Kampen SKAL vindes, hvis vi vil noget som helst her i efteråret. TPI blev nummer to i pulje 4 i foråret hele 6 point efter nr. 1 - som var vores søsterhold i FCØS. De havde samme pointtal som nr. 3 og 3 point mere end nr. 4, så det var ikke en videre suveræn kvalifikation til oprykningsslutspillet. De spillede 11 kampe og havde en målscore på 57-18. Der blev lukket mål ind i alle kampe undtagen én. TPI har i øvrigt et hold i serie 1, to i serie 3 og så vores modstandere i serie 5. Der er i ØS helt klart en forventning om, at vi kan vinde på mandag. Andetholdet var ikke vildt imponerede af TPI, da de mødte dem. Dengang blev det til en 2-1-sejr til ØS, og vi erindrer jo, at vi er bedre end andetholdet :-) Nu er det så, vi skal bevise det!


24/8 1999

Mystikken breder sig i vores pulje...

Chang vandt i første runde hjemme over Ejby/Balslev - men nu er resultatet lavet om til "0-3 Hjemmehold taberdømt". Det betyder, at Ejby/Balslev nu er rykket op på førstepladsen med to sejre - begge på 3-0 fordi deres modstandere hhv. Chang og Korup er blev dømt som tabere. Så er det jo ikke svært... Kun Ejby/Balslev og Søhus har vundet deres to første kampe, da Chang slog Gelsted 4-3. Der er 4 point op til den vigtige tredjeplads for os, og med en sejr ude mod TPI på mandag kan vi komme et vigtigt skridt videre.


22/8 1999

Hemmelige forhandlinger

Ølholdets ledelse fører for tiden forhandlinger med en ny spiller. For ikke at give for meget fornyelse hedder han Kim... og har i øvrigt løbet en 1/2-marathon. Af hensyn til konkurrerende klubber, der kunne være interesserede i spilleren, holdes forhandlinger bag lukkede e-mails.


22/8 1999

Referat klar

Referat af dagens ærgerlige 1-5-nederlag på Bilka Ground er nu klar og kan ses under kampreferater.


21/8 1999

Korup klarede ikke turen til Ejby

Korup, der i første runde tabte 2-9 ude til Aarup, skulle i dag have spillet i Ejby, men ifølge Infosport tabte Korup uden kamp 0-3. Det tyder altså på, at de har meldt afbud til kampen. Normalt betyder det, at de er udelukket fra at rykke op, hvis de ikke har en god begrundelse. Fra dagens øvrige resultater er det værd at bemærke, at Tommerup og Aarup spillede 0-0, hvilket er lige lovligt seriøst i serie 5...


21/8 1999

Andetholdet vandt på Ærø

Andetholdet vandt i dag 4-3 i Marstal, hvor deres heldagstur gik til. Et referat kan snart læses på vor moderklubs hjemmeside: hjem.get2net.dk/fcos.


21/8 1999

Humlesiderne er blevet lidt mere brugervenlige

Der er nu links på kryds og tværs på samtlige humlesider, så den surfende befolkning kan komme hurtigere rundt. Et kig på statistikken viser nemlig, at mange løber alle siderne igennem. Det kan nu lade sig gøre uden at skulle over forsiden hver gang.


21/8 1999

Truppen til søndagens kamp snart klar

Med diverse forbehold, da Svendborg stadig arbejder hårdt på at snakke med folk, er her en trup til søndagens kamp: Jesper, Anders, Per Bo, Gulløv, Bellinge, Martin, Kim, Svendborg, Kemo, Flemming, Per, Dan, Strøjer. Der er så vidt vides afbud fra Preben, Torben, Jannick, Møller og Romario, men oplysningerne skal tages med store forbehold.


21/8 1999

Opmuntring til Ølholdet fra planeten Naboo

Under "Indlæg" har vi netop modtaget en lykønskning fra planeten Naboo. Redaktionen takker og ser frem til yderligere indlæg i den kommende tid - gerne fra spillerne eller deres dæknavne.


21/8 1999

Spillersiden opdateret - informationer søges!

Spillersiden begyndte at blive lidt uoverskuelig med alle de spillere, vi har haft/fået. Webmasteren har derfor ændret lidt på udseendet og givet hver spiller sin egen side. Her er der bl.a. oplysninger om fødselsdato og arbejde/studie. Da webmasteren er ved at komme op i alderen, er der nogle ting, han simpelthen ikke kan huske. Alle bedes derfor tjekke deres oplysninger og komme med tilføjelser/rettelser. Kig også gerne på de andres oplysninger, hvis du er klogere end webmasteren. Alle informationer modtages som sædvanlig på lars@hedal.dk.


21/8 1999

Topscorerlisten opdateret

Topscorerlisten har fået en grafisk overhaling, så den er lidt mere overskuelig. Vi håber, der kommer nogle flere gule firkanter snart...


21/8 1999

DONG-turnering undervejs

Rygtet vil vide, at et folkekrav er på vej på Ølholdet. Det lyder på, at der i år skal være ordnede forhold omkring DONG. Holdledelsen overvejer derfor at stable en organiseret DONG-turnering på benene. Sæt derfor kryds i kalenderen alle lørdag eftermiddage fra engang i oktober. Der går i samme sag rygter om en kommende skakturnering på Ølholdet!? Rygtet vil her vide, at mindst fem Ølholdsspillere har en glorværdig karriere bag sig ved de ternede brætter, så der er her nogle ting, der skal sættes på plads.


21/8 1999

Søhus slog TUSA 3-2

Morgendagens modstander, Søhus, vandt i deres første kamp 3-2 hjemme over TUSA. Som dem med hukommelse i behold nok husker, vandt vi 3-2 ude over TUSA i foråret. Så hvis vi vil med frem, er Søhus altså et af de hold vi SKAL slå her i oprykningsslutspillet.


21/8 1999

Curler-Carsten på Nettet

Som nogle måske vil vide, er Carsten Svendsgaard, forstopper på andetholdet, blandt landets førende curlingspillere og bl.a. på landsholdet. For de nysgerrige har vi her et link til en side med lidt informationer om Carstens curlingkarriere - og naturligvis er FC ØS også nævnt i den forbindelse.


15/8 1999

Om næste modstander: Søhus

Mens Gelsted, som vi mødte i første runde, var klubbens andethold og reservehold for et serie 2-hold, ser det mere menneskeligt ud med Søhus, der er modstanderen næste søndag. Søhus har hold i serie 2, 3, 4 og 5. Vores kommende modstandere spille ni kampe i foråret. De vandt 8 og spillede én uafgjort, så det er absolut et hold, der indgyder respekt. Målscoren blev 52-16, og der blev lukket mål ind i alle kampe undtagen den sidste. Søhus vandt deres pulje med 2 point ned til andenpladsen og 6 point ned til nr. 3. Sidste år havde Søhus hold i serie 2, 3 og 4, så serie 5-holdet er altså en nyskabelse i år. Alt i alt ser det ud til, at vi med en meget koncentreret indsats har muligheden for at få en sejr mod Søhus.


15/8 1999

Ølholdet i Stiften - del 4

Stiften havde i avisen lørdag den 14. august (Fri, side 11) en kort artikel om, hvordan serie 4 reduceres i år. I den forbindelse opregnes oprykningspuljerne i serie 5 også, og blandt de 10 hold i pulje 1 nævnes "FC ØS 2 (det berømte Ølhold)" også. Desværre for vores søsterhold andetholdet har Stiften overset, at de spiller i pulje 2, så ØS' flotte deltagelse er ikke dækket til fulde. Humle-sidernes redaktion vil snarest muligt opdatere vores pressedækningssider.


15/8 1999

Andetholdet tabte også

Ikke bare Ølholdet måtte ned i oprykningsslutspillets første runde. Andetholdet måtte også ned. I modvinden var de presset helt i bund i første halvleg hjemme mod Højby, og trods et reddet straffe af Jacob var de bagud 1-0 ved pausen. I anden halvleg var det andetholdets tur til at have vinden med sig, men trods et massivt pres, kom de ikke frem til de store chancer. Første fem minutter før tid lykkedes det at score på et indlæg fra et af de talrige frispark i den meget hårdt spillede kamp. Et drop af andetholdets målmand i kampens sidste minutter, hvor bolden ikke fik alt for meget fart på, da den skulle sparkes væk, efterlod imidlertid et tomt mål - og resultatet blev et surt 1-2-nederlag. Andetholdet spiller næsten kamp i Marstal. Ølholdet ønsker dem god tur.


15/8 1999

Ændringer i spilleplanen!

Kampen mod Ejby/Balslev er fastlagt. Den vil blive spillet lørdag den 2. oktober kl. 14.30 i Ejby. Mødetid er 13.00 på Rosengårdskolen. Samtidig kunne kampen mod Chang ikke blive flyttet frem til starten af september, som det egentlig var meningen. Den vil i stedet blive spillet mandag den 11. oktober kl. 17.30 på Rosengårdskolen - mødetid 45 minutter før. Alle kampe med undtagelse af én ligger nu helt fast. Den eneste kamp, der kan være lidt tvivl om, er kampen mod Tommerup, men der skulle ikke være problemer med det oplyste tidspunkt. For en samlet oversigt over vores kampprogram henvises til den dertil indrettede side.


8/8 1999

Status for truppen til efterårssæsonen

Efter Maags farvel og de strandede forhandlinger med Hans Martens er der nu 18 spillere i truppen. Af disse kan Martin næppe spille mere end de to første kampe, da han nu bor i København. Så fra starten af september er vi altså kun 17 mand i truppen. Det er lidt lidt. De nytiltrådte managers, Svendborg og Romario, overvejer derfor nu, om truppen skal udvides.


8/8 1999

Hans Martens i første omgang tabt for Ølholdet

Ølholdsagent Gulløv har forsøgt at kapre den fra Sydafrika hjemvendte Hans Martens til Ølholdet. Kontrakt blev der imidlertid ikke skrevet, da Hans i første omgang vil prøve at spille sig på førsteholdet. Vi ønsker ham alt muligt held dermed.


8/8 1999

Maag stopper

Thomas Maag har med beklagelse meddelt, at han bliver nødt til at stoppe på Ølholdet. Han har ikke rigtigt tiden til det, da han bl.a. skal til at starte på HD nu. Ølholdet takker Maag for støtten i forårssæsonen!


8/8 1999

Er alle trøjer der?

Det så ved træningskampen ud til, at der manglede en eller to trøjer i vores beholdning. Så hvis du eller en, du kender, ligger inde med en Unipro-trøje, så er der stor efterspørgsel hos Ølholdet.


30/7 1999

Truppen til træningskampen klar

For sidste gang har Manager Bellinge hermed fornøjelsen af at overdrage det taktiske ansvar for en trup til KOTØF (i fremtiden har de jo ligesom fornøjelsen af at overdrage ansvaret til sig selv). Truppen til kampen mod andetholdet ser således ud:

1. Anders
2. Per Bo
3. Preben
4. Torben
5. Bellinge
6. Svendborg
7. Jannick
8. Kemo
9. Flemming
10. Per Nielsen
11. Romario
12. Dan (kommer lidt senere)
13. Gulløv (kommer til anden halvleg)

Så allerede i træningskampen kom vi altså op på 6½ afbud... Dog skal det lige siges, at afbudene fra Jesper og Møller skyldes ferie - og vi kan jo ikke andet end værdsætte, at disse gæve gutter sørger for at få ladet op til det hårde program.


30/7 1999

Mysteriet om trøjerne løst

Humle Nyt snakkede i dag med Kemo, og det har vist sig, at det er ham, der har trøjerne. De er også blevet vasket, siger han. Det er glædeligt at konstatere, at Kemo trods alt havde noget tøj i sin nærhed efter sommerkampen... Så nu kan vi også blive klædt standsmæssigt på til træningskampen på torsdag.


30/7 1999

Klubhus undervejs

Fra dagens bestyrelsesmøde kan det berettes, at bestyrelsen arbejder på at få et klubhus op at stå. Det vil blive i størrelsesordenen 10*4 meter. Ølholdets observatør foreslog på bestyrelsesmødet, at det bliver muligt at holde pressemøder, debriefings m.m. i det kommende klubhus.....


30/7 1999

Ledig bestyrelsespost

Ølholdet har i øjeblikket observatørstatus i bestyrelsen. Den består p.t. af Rasmus Platz (formand), Jacob Christensen (kasserer), Henrik Matzen (sekretær) og Lasse Vest (menigt medlem). Der skal være 5 medlemmer i bestyrelsen, men det sidste menige medlem og dennes suppleant er begge netop rejst til udlandet. Bestyrelsen har derfor foreslået, at Ølholdet får den ledige femte plads i bestyrelsen. Interesserede er meget velkomne til at henvende sig til Sir Alex eller et af bestyrelsesmedlemmerne.


30/7 1999

Nyt ølsystem

Der har været store problemer med at få inddraget ølgælden i klubben, og der er stadig mange penge ude at svømme (jeg snakker her generelt for hele klubben, da jeg ikke ved p.t., hvor mange fra Ølholdet der skylder til kantinekassen). Derfor har bestyrelsen nu besluttet, at der skal betales INDEN man åbner en dåse. Der betales forud for 5 dåser ad gangen (30 kr.), og dem der ikke har betalt deres gamle gæld, skal have denne ud af verden først. Ansvaret for, at alle betaler på forhånd, hviler hos vedkommende med nøglen (for vores vedkommende Svendborg og Romario). Hvis den/de nøgleansvarlige ikke har lyst til at åbne for øllene og indkassere penge, er det suverænt dennes/disses beslutning. For Ølholdets vedkommende skulle der helst ikke blive de store problemer med at betale forud.


30/7 1999

Spilledatoer

Programmet til efterårssæsonen er ved at falde på plads. Blandt vores hjemmekampe er en enkelt flyttet, da vi ville rende ind i mange afbud fra håndboldspillerne. En anden er flyttet, for at vi kunne få en dommer, hvilket måske er en god idé. Det foreløbige kampprogram, hvor kun én kamp mangler at blive fastlagt, kan ses på vores kampprogramsside.

Vores kampe ligger på alle mulige underlige dage. Jeg håber ikke, det koster alt for mange afbud, men hvis nogen kan se allerede nu, at de ikke kan spille på bestemte af disse dage, vil det være genialt at få det at vide. Alle får et kampprogram ved træningskampen på torsdag, hvor Sir Alex også vil overgive holdet til Capello og Plambechs kyndige hænder.


26/7 1999

Anders Bang signerede kontrakten!

Anders Bang har i dag signeret en kontrakt med Ølholdet. Den lyder foreløbig på en efterårssæson. Dermed er truppen oppe på 19 mand:
1. Jesper
2. Anders (nyindkøb)
3. Per Bo (nyindkøb)
4. Preben
5. Torben
6. Gulløv
7. Bellinge
8. Martin (kan kun spille enkelte kampe)
9. Kim Jensen
10. Svendborg
11. Jannick
12. Kemo
13. Møller
14. Maag
15. Flemming (nyindkøb)
16. Per Nielsen
17. Dan
18. Romario
19. Strøjer

Der er mulighed for at udvide truppen med endnu en mand - holdledelsen vil kigge nærmere på dette. Vi havde i foråret 5 afbud eller derover i 5 ud af de 8 kampe (og dengang ud af en trup på kun 17 spillere), så hvis vi skal have 14 mand afsted hver gang kan noget godt tyde på, at det var en idé at have en trup på 20 mand.


23/7 1999

Skandaløst Ølholds-fremmøde ved ØS-træningen

Torsdag den 22. juli var der som sædvanlig træning i ØS. Denne gang med hele 3 (TRE!) spillere fra Ølholdet (Per, Martin og Bellinge). Dette er sæsonrekord, og det nærmer sig en skandale, at så mange fra Ølholdet møder op.


23/7 1999

Truppen til kampene - hvad hvis mere end 14 er klar?

Da vi er et ølhold, betaler det samme i kontingent og spiller for sjov, gælder det fortsat, at alle har lige ret til at spille, ligegyldigt deres evner eller mangel på samme på og udenfor fodboldbanen. Hvis vi derfor kommer ud i den situation, at der er flere end 14 klar til efterårssæsonens kampe, kan der blive tale om at trække lod om, hvem der kommer til at sidde over. Det vigtigste er, at vi har 14 mand klar til hver kamp i efterårssæsonen, så der vil nok blive nogle gange, hvor vi kan risikere lodtrækning.


23/7 1999

Kontraktforhandlingerne - en opdatering

Kontraktforhandlingerne med Bjørn Bøje er strandet indtil videre, men situationen på det europæiske sportsmarked kan ændre sig. Anders Bang er fortsat en mulighed til truppen, og manager Sir Alex vil forsøge at afslutte forhandlingerne inden den 5. august.


23/7 1999

Træningskamp fastlagt: torsdag den 5. august kl. 17

Træningskampen mod andetholdet er nu fastlagt. Det vil blive spillet torsdag den 5. august kl. 17 på Bilka Ground. Der er mødetid en halv time før ved omklædningsrummene. Dem, der har trøjerne liggende, bedes tage dem med. Klarmeldinger modtages af manager Ferguson på lars@hedal.dk.


23/7 1999

Ferguson adlet - Capello og Plambech klar til at overtage

Som det tidligere har forlydt, stopper Ferguson (Bellinge) som manager for Ølholdet. Som han udtaler: "Man kan jo ikke have adelige til at styre ølhold i serie 5!". Efter træningskampen 5. august overtager Capello og Plambech (Romario og Svendborg, Klaus og Jesper, KOTØF - små børn har mange navne) derfor styringen af Ølholdet og de dertil hørende praktiske opgaver (såsom opkridtning, hvor det dog forlyder, at Plambech har været så overbærende at lade Capello tage sig af dette).


23/7 1999

Alt fra Stiften nu også på hjemmesiden

Redaktionen har haft gang i scanneren og kan nu præsentere alt, hvad Stiften har skrevet om Ølholdet, på Humle-siderne. Kig forbi http://www.hedal.dk/humle/stiften.htm.


18/7 1999

Billeder fra sommerkampen

I sommerkampen mod DmFiG All Starz tog modstanderne sig af billeder. De rummer blandt andet et holdbillede - set bagfra - hvor Maag tiltrækker sig særlig opmærksomhed... Se også vores egne billeder fra tidligere kampe.


16/7 1999

Ølholdet i Stiften igen-igen

Ølholdet er nået frem til Stiftens spalter igen-igen. Denne gang er det holdets forslag til et navn på Stiftens Tour-camper, der følges med Tour de France, der er på plakaten. Desværre ligger selve afsnittet ikke på deres hjemmeside, men det kan gengives her:

"TOUR DE CAMPER

Ja, vi må altså indse at Ølholdets forslag ikke er vinderen i denne konkurrence. Det virkede eller som et kanonnavn.... Førende i konkurrencen er i øjeblikket "Tourbo-camperen".


15/7 1999

Lidt ubrugelig statistik

Manager Ferguson Bellinge har lavet lidt statistik på forårets kampe. Det har medført følgende tal for antal spillede kampe (vi har spillet 10 kampe - træningskampe er talt med): Og så er det kommet frem, at følgende har vasket tøj: Kim, Romario, Svendborg, Martin, Bellinge, Torben, Tim, Preben og Jesper. Så ved I, hvem der skal vaske i efterårssæsonen... Følgende skal i øvrigt have tak for brug af bil: Jesper, Preben, Martin, Kim, Møller, Jannick, Svendborg. I afdelingen for ubrugelig statistik kan det også oplyses, at Humle-sidernes forside er blevet besøgt 185 gange i debutmåneden april, 273 gange i maj og 261 gange i juni.


14/7 1999

Træningskamp torsdag den 5. august

Med første kamp allerede i weekenden 14.-15. august bliver der næppe tid til mere end en træningskamp. Det er planen, at vi skal lammetæve andetholdet igen - og for dem, der har flere kasser øl på højt kant, vil jeg håbe, vi gør det. Tid og sted ligger ikke helt fast, men det højst sandsynligt torsdag den 5. august kl. 18.00 eller lidt tidligere på Bilka Ground. Så har vi over en uge til at restituere os i - det er jo nødvendigt i disse EPO-dage med mange hviledage.


6/7 1999

Træningskampe

Vi skal naturligvis lige have rørt musklerne lidt, før vi går i gang med de afgørende kampe om at komme op i serie 4. Sæsonstarten ligger faktisk en uge før forventet, så manager Ferguson kører p.t. kun med en planlagt træningskamp. Det vil naturligvis blive mod andetholdet, der igen skal mærke Ølholdets overlegenhed. Gulløv har mulighed for arrangere et par træningskampe yderligere, men det er spørgsmålet om det bliver nødvendigt. Nyt om træningskampe omkring 1. august.


6/7 1999

Manageren købt fri

Ølholdets manager, Lars "Ferguson Bellinge" Hedal, er blevet købt fri af sin kontrakt med Ølholdet. Det er Beredskabskorpset, der mener, det er vigtigere, at han ser at få aftjent sin værnepligt. Det betyder, at Ølholdet senest i løbet af september skal have fundet en ny ledelse, og der er KOTØF jo en oplagt mulighed. Det forlyder, at Ferguson går med overvejelser om at tage imod et lukrativt tilbud fra Dansk "Skriv så den hovedopgave færdig" Forbund allerede i august, og han vil så være tabt for Ølholdets ledelse allerede der. Forhandlinger pågår.


6/7 1999

Truppen til efteråret

Der har været en del ændringer i truppen i den seneste tid, og manageren skal her forsøge at give aktionærerne overblik over holdets aktiver til efterårssæsonen. Truppen ser således ud: 1. Jesper Kamp Andersen
2. Preben Gaul
3. Torben Grytner
4. Thomas Gulløv
5. Lars Hedal
6. Martin Hedal (flyttet til Amager, kun til rådighed i enkelte kampe)
7. Kim Jensen
8. Jesper "Svendborg" Jørgensen
9. Jannick Kjersgaard
10. Kim "Kemo" Merrild
11. Thomas Maag
12. Dan Petersen
13. Klaus "Romario" Kvist Rasmussen
14. Niels Strøjer
15. Lars Møller
16. Per Nielsen
17. Per Bo
18. Flemming Nielsen
Der foregår derudover forhandlinger med Anders Bang i øjeblikket. De ser lovende ud, og en kontrakt skulle være i farvandet. Bjørn Bøje har også vist interesse for holdet. Hans Martens kommer hjem fra en karriere i udlandet snart, og det er uvist, hvilket ØS-hold denne garvede ØS-spiller vælger at spille på. Manageren har overladt lobbyvirksomheden til Gulløv. Vi skal i efteråret have 14 spillere afsted HVER gang fra denne trup, så manageren har derfor valgt at udvide den lidt, så vi er sikre på, at dette kan lade sig gøre. Det kan så betyde, at vi på skift må sidde lidt over, men hellere det end at stå og mangle spillere.


6/7 1999

Efterårets modstandere offentliggjort

FBU har lavet puljerne til efteråret, og som Ferguson gættede på, blev der tale om en geografisk opdeling af de to oprykningspuljer. Ølholdet og andetholdet kom ikke pulje sammen, og Ølholdet fik æren af vestpuljen. Vores program nogenlunde klar. Første kamp spilles i weekenden 14.-15. august, og sidste kamp i weekenden 9.-10. oktober. Vi skal møde følgende hold: Gelsted ude, Søhus hjemme, Tarup-Paarup ude, Aarup hjemme, Korup ude, Tommerup hjemme, TUSA ude, Ejby/Balslev ude og Chang hjemme. Altså 5 udekampe og 4 hjemmekampe. Vi skal ud at køre lidt smålangt igen med kampene i Gelsted, Turup og Ejby, men vi har ikke det store at klage over, for andetholdet skal ikke blot til Egebjerg, men også til Humble på Langeland og sidst men ikke mindst har de en udekamp i Marstal på Ærø.... Vores program for efteråret med præcise spilletidspunkter osv. skulle ligge klar om en god måneds tid. Og så kan vi jo bare håbe, at Stiften kan finde 40 millimeter spalteplads en gang om ugen til at bringe vores resultater denne gang - nu er vi altså lidt tættere på Superligaen!


6/7 1999

Hjemmeside-redaktøren takker af

Jeg har pr. 1/7 overdraget ansvaret for ØLHOLDETs hjemmeside til Bellinge. Så indlæg, kommentarer til siden mm. skal for fremtiden sendes til lars@hedal.dk. Det har været underholdende at opbygge siden, skrive kampreferater, opdatere nyheder og alt det andet. Det eneste, jeg kunne have ønsket mig lidt mere af, er indlæg til siden, men hvad gør det, når et af indlæggene kommer i Fyens Stiftstidende! Jeg vil dog alligevel opfordre humlespillerne til at komme med flere indlæg til efteråret. Jeg håber ØLHOLDET sikrer sig oprykning til serie 4, og skulle det glippe, gør det ikke det store - vi spiller jo kun for sjov.
Martin

Nyhederne fra foråret




Forsiden | Kampreferater | Topscorerlisten | Kampprogram | Nyheder | Spillere | Indlæg | Billeder | Stiften | Links