1-0 Anders (på hjørne med god hjælp fra en forsvarsspiller og målmanden)
2-0, 3-0 Grytner2
4-0, 5-0 Jannick
Endnu en fremragende kamp af Ølholdet! I KOTØFs fravær (som det fremgår
andre steder på Ølholdets hjemmeside er de på tale til OB) måtte Ferguson
tilbage - denne gang også som taktisk ansvarlig. Allerede inden kampen
blev han sat på en hård prøve, da Jesper, der mod TPI havde stået fremragende,
blev kaldt på arbejde og derfor måtte melde afbud. Kemo påtog sig hurtigt
at tage kassen og gjorde det upåklageligt. Ferguson er ikke forsvarsspiller
for sjov, så han lagde en taktik med et forsvar, der næppe er set så defensivt
før. Flemming fik æren af at spille den frie mand bagerst - og det med streg
under bagerst. Hver gang Aarup fik bolden bakkede forsvaret helt ned på
kanten af feltet og præsterede et forsvar boksen udover alle grænser: Aarup
kom aldrig frem til en åben chance.
Men for at vinde skal man altså lige
have puttet bolden ind i den modsatte ende, og der har vi jo nogle gange
haft vores problemer. Det bliver imidlertid lidt lettere, når modstanderne
hjælper til, og allerede kort tid efter start lagde Anders et af sine giftige hjørnespark
indover. En forsvarsspiller ramte den, og målmanden sikrede, at den kom helt
ind i målet: 1-0. Anders' mål indbragte ham sejren i afstemningen om dagens
detalje. Her var Grytner2 også blandt de nominerede. Han spillede flot bandespil
med stolpen, så han blev helt blank foran kassen, og gjorde det dermed til 2-0.
Kemo havde godt styr på bolden, mens Flemming tog sig af målsparkene. Når
nu Kemo ikke kunne lege med i den modsatte ende måtte han jo vise sig frem
på egen mållinje. Så et forkølet og helt ufarligt indlæg fik han fumlet ind mod
stregen, og først da kridtstregen var nået kom den reddende pote på. En suveræn
vinder af dagens kiks med 70% af de afgivne stemmer. Grytner2 fik mod
slutningen af halvlegen bolden omkring banens midte og begyndte at løbe
ned mod modstandernes mål. Der var ikke så mange, der fulgte med ham,
og så stod den 3-0 - stillingen ved pausen.
Anden halvleg startede Aarup godt og fik i perioder Ølholdets midtbane til at
se lidt tynde ud. Det løb dog ud i sandet hver gang, så i stedet kunne Jannick
gøre det til 4-0 på en fri chance. Mod slutningen af kampen var der Ølholdsmuligheder
på stribe. Blandt andet havde Anders talrige chancer, men valgte at skyde
alle andre steder end indenfor målrammen. Også Jannick førte sig frem, men
det var nu mest fordi han klottede lidt oveni bolden... Glemmes skal heller
ikke Dans forsøg på at smadre ryggen på en Aarup-spiller, der efter Dans udsagn
var "12 år". Ikke fordi der er noget specielt i at tackle en modspiller i ryggen,
men når Dan selv bliver skadet, så er det altså svagt. Samme Aarup-spiller
blev i øvrigt udsat for dagens smarteste slagtning af Per. Modstanderen var
egentlig forbi, og Per stod med ryggen til bolden, men da modstanderen
løber forbi, løfter Per lige benet, så det ser ud som om, han forsøger et hælspark
bag ryggen på sig selv. Han rammer imidlertid den "12-årige" lige i maven -
eminent forsvarsspil! Om det var lige var denne situation, der gjorde udslaget,
er svært at sige, men Per blev i hvert fald valgt til dagens spiller. Han havde
helt styr på sin modstander i venstre forsvarsside og var helt suveræn i
luftrummet. I afstemningen blev han stærkt presset af Flemming, og alle
stemmer med undtagelse af én gik til forsvaret.
Kort inden lukketid brød Torben igennem i venstresiden og trillede bolden på
tværs i feltet til Jannick, der nærmest kunne gå bolden i mål: 5-0! Alt i alt en
rigtig god kamp mod et Aarup-hold, der virkede ret tamme i det fremadrettede.
Kampen blev overværet af AaBs superligaspiller Allan Gaarde, hvis støvler
Kim H. havde på på banen. Ølholdsledelsen overvejede at fremlægge et
kontraktudspil, og med en Metax-station som nærmeste nabo var det da ikke
utænkeligt, at AaB ville se velvilligt på en lejekontrakt. På den anden side er
det svært at se, hvor Ølholdet skulle forstærkes lige nu, så vi lod det blive
ved tanken....
Deres udsendte: et stk. råbende Bellinge/Ferguson