Ølholdet - Dalum 1-3 (1-2)
Divisionsklubben Dalum er ved at være byens næstbedste klub. Nu er det
imidlertid deres laveste hold, niendeholdet, vi skal spille imod, så divisionsspillere
er der næppe med. Holdet blev nr. 9 i en pulje med 11 hold sidste forår. Dalum
har naturligvis en hjemmeside.
Målscorere: 1-0 Dan
Referat: Ølholdet manglede kun at møde ét af topholdene, og det var netop dette hold, Dalum, der gæstede
Bilka Ground en regnfyldt søndag middag i starten af juni. Ølholdet lagde frisk fra start i en lige kamp. Spillet
var tæt, men Ølholdet fik for alvor troen på mulighed for sejr, da Dan efter et hjørnespark knaldede bolden i mål.
Man anede en smule frustration hos favoritterne fra Dalum, men Ølholdet måtte i resten af første halvleg indkassere
to ærgelige mål, hvor især det meget hurtige underlag drillede forsvaret.
Stemningen var til mere fight i anden halvleg, der må gå over i historien som en af de bedste, når det gælder
holdindsats, i Ølholdets historie. Tacklingerne var hårde, og Dalum-spillerne faldt i flere tilfælde efter at have
været i nærkamp med Ølholdets tændte spillere. Dagens mest suveræne slagtning stod Niels for, da han fejede en
Dalum-spillers ben elegant væk. Spillet førte desværre ikke til mål, selv om fighten var tæt på
at give store chancer. Dødboldsituationer blev heller ikke udnyttet helt så godt som normalt (specielt mente Dan,
at han skulle sparke mere efter hjørneflaget end efter målet...). Ølholdet satsede mere og mere hen mod slutningen
af anden halvleg, og Dalum kom meget naturligt til en del kontraer. Ølholdet holdt længe stand, men til sidst måtte
forsvaret, hvor der blev spillet mand-mand eller det, der var værre, se en mand løbe fra sig. Det afgjorde i realiteten
kampen, hvor Ølholdet med lidt held kunne have fået uafgjort. Dommer hr. Kasserer bragte sig selv lidt i centrum til
sidst, da han mente, at Bellinge efter 43 kampe i diverse forsvar i FCØS ikke kunne finde ud af at lave en glidende
tackling og ramme bolden i straffesparksfeltet. Tværtimod havde dommeren ikke set, at bolden blev ramt - og så er
det jo egentlig fair nok at dømme straffe (det skal til referentens forsvar siges, at der denne gang faktisk ikke
var straffe - det kan godt være, der var det sidst, han referede noget lignende...). Jesper læste skudet, og Dalum-spilleren
valgte at trille bolden på ydersiden af stangen, så kampen sluttede 3-1 til Dalum.
En flot fight, som ikke førte til meget andet end tilfredshed med indsatsen. Sejre i de to sidste kampe vil føre
til oprykningsslutspillet.
Gå til næste kamp
Nyheder |
Program |
Referater |
Truppen |
Billeder |
Topscorere |
Dong |
Historie |
Managers |
Presse |
Links |
1999