3/7 1999
Sommerkamp: ØLHOLDET - DmFiG All Starz 3-4 (2-0)
1-0 Romario
2-0 Jannick
2-1 Thomas Monrad Nielsen
2-2 Thomas Monrad Nielsen
2-3 Thomas Maag
2-4 Kim Jensen
3-4 Kemo i samarbejde med DmFiG-målmand Kenneth Hansen
Holdopstillinger:
Ølholdet: Jesper, Tim (afskedskamp), Preben, Gulløv, Martin (afskedskamp), Svendborg, Jannick, Kemo, Dan, Romario, Anders Bang, Per, Flemming (debutkamp), Bjørn Bøje (guest star), Søren Lund (guest star, tidl. B1909).
DmFiG All Starz: Maag, Kim, Lars Møller, Hedal/Bellinge, Søren Pedersen (Skatteafdelingen), Thomas Monrad Nielsen (Korup, DS), Lennart Maagaard (Randers Freja Fan Club), René Prytz (Åsum, serie 3), Jimmy Andersen (OB, DS), Lars Bjufstrøm (TPI, DS), Kenneth Hansen (FCØS, serie 5), Lasse Vest (FCØS, serie 3), Ole Møller (diverse klubber).
Ølholdets sommerkamp blev afholdt i samarbejde med HH-logen Drengebørn mod Friturefedt i Grønkål. Ølholdet er repræsenteret med Maag, Kim, Møller og Bellinge i denne loge, så hvad var mere oplagt end at spille en fodboldkamp, da logen fyldte 5 år. Det skete en sommerdag, den 3. juli, hvor kasserer Christensen - ifølge det officielle kampprogram sponseret af McDonald's McRef-Food - fløjtede op på Bilka Ground ved 13-tiden. Carsten Christoffersen, formand for DmFiG, tog det første spark og drønede derefter ud af banen - en bane, der led en smule under, at kommunen lige havde strået lidt jord ud over det hele. Det vanskeliggjorde glidende tacklinger (og dem, der forsøgte alligevel, har siden kampen plejet store sår på knæene), og luften blev fyldt med støv, men alle var jo i fremragende form, så det var der ikke nogen, der klagede over.....
DmFiG stillede op i ØS' langærmede Brøndby-sæt, og det var lidt varmt i den bagende sol. Samtidig virkede spillet også ret forvirret i første halvleg hos DmFiG. Så på et par småfejl af Maag fik Ølholdet friløbere, og back Bellinge turde ikke stoppe hhv. Romario og Jannick med samme hårdhændede metoder, som Kemo måtte føle tidligere. Undervejs tillod Lasse Vest fra førsteholdet, der denne dag spillede for DmFiG, sig at brænde et straffespark ved stillingen 1-0.
Efterhånden som kampen skred fremad blev spillet bedre og bedre. DmFiG - udelukkende bestående af underlige unge mennesker, der gik i klasse med hinanden på handelsskolen, tilført diverse andre yngre mennesker, der gik på handelsskolen samtidig - fik mere styr på spillet, og en midtbane udgjort af danmarksseriespillere kørte godt rundt med klatten. Ølholdet havde imidlertid allieret sig med Søren Lund, tidl. B1909's divisionshold, så der var også godt pres på midtbanen der. Ølholdet kunne - til deres store tilfredshed - gå til pause med en 2-0-føring, hvilket gjorde, at de ikke skulle høre alt for meget på deres tilskuere. Det skulle DmFiG til gengæld, men det var jo deres eget problem.
Banen med verdens mest forkerte opkridtninger lå klar igen til anden halvleg, og her var DmFiG som forvandlet. Et par taktiske omrokeringer gjorde, at spillet pludselig flød bedre, og inden pausen var holdets højestplacerede spiller i diverse danske rækker, Monrad/Nielsen, på spil foran Jespers mål og gjorde det med 2 mål til 2-2. Ølholdet begyndte at se lidt slidte ud - eller måske var det bare de mange øl, der ventede på sidelinjen, der fik holdet til at gå ned i tempo og overlade meget af initiativet til DmFiG. Maag havde fået blod på tanden efter sit mål i Fangel i den sidste forårskamp for Ølholdet, så han gjorde det i midten af anden halvleg til 3-2 til DmFiG. Første gang i et par måneder eller tre, at Ølholdet havde lukket så mange mål ind.
Ydmygelsen for målmand Jesper blev total, da Kim - der ellers havde haft en lidt uheldig dag ligesom en forpustet Bellinge i forsvaret og til dels også Maag, mens han lå nede bagved (for ikke at nævne Møller, der sikrede sig ved at sidde på bænken hele anden halvleg) - fik en ny friløber. Jesper lagde sig ned for at spærre alle skudmuligheder, men Kim stødte flot i bolden som en anden Ronaldo: 4-2 til DmFiG. Ølholdet fik nu lidt mere initiativ igen, men kom ikke frem til de helt store chancer. Kort før tid lykkedes det dog Kemo at sætte en enkelt ind, men kun med god hjælp fra DmFiG-målmanden, der i sin iver for at få skudet væk - det var på vej forbi mål - fik bolden sakset ind i eget net.
Slutstillingen blev således 4-3 til DmFiG All Starz i en underholdende kamp spillet seriøst og på et flot niveau. Nederlaget afholdt naturligvis ikke Ølholdet fra at tage hul på de mange kasser øl, der var medbragt af de tørstige spillere. Så mens DmFiG langsomt sivede hjem for at tage det stive pus på inden aftenens 5-års-jubilæumsfest (hvor Maag og Bellinge drak hinanden mere eller mindre under), placerede Ølholdet sig på Bilka Ground og legede dåseleg. Senere gik det via et kommandoraid i KOTØFs hovedkvarter til Frederikskroen, Ryan's, Kong Græs m.v., inden den festlige sommerafslutning var omme. Og så var en del af holdet endda på farten dagen efter i en odenseansk kroturnering, hvor det trods en målscore på 9-0 ikke lykkedes Frederikskroens hold at gå videre....
Forsiden |
Kampreferater |
Topscorerlisten |
Kampprogram |
Nyheder |
Spillere |
Indlæg |
Billeder |
Stiften |
Links