Hvad sker der??? Vi har haft over 20 chancer de seneste to kampe og scoret 1 mål. Som det blev pointeret efter vores første turneringskamp: chancerne udnyttes. Vi har kun lukket 3 mål ind pr. kamp, og det er faktisk ikke specielt meget i serie 5, så det er skidt, at vi ikke har vundet i hvert fald én kamp. Som man kan høre i pausen, er der masser af gode forslag til vores spillestil, så jeg kan kun opfordre folk til at sende en mail med indlæg til hjemmesiden, så vi kan få debatteret vores scoringskrise...
Nå, men nu er det Ryslinge-kampen, det skal dreje sig om. Ryslinge havde jo tabt til Kirkeby, som vi spillede lige op med, 20-0, så det kom som et chok for os, da Ryslinge valgte at bringe sig foran efter 2 minutters spil efter et kiks af vores spiller med nr. 10 på ryggen Bellinge. Vi kommer os dog over chokket og begynder så småt at få etableret noget angrebsspil, selv om vores spil lå mange niveauer under det spil, vi præsterede i Kirkeby. Presspillet udmønter sig i mange chancer i første halvleg:
5. min: Jannick får en halv chance i højre side, men skuddet går desværre en meters penge forbi mål.
18. min: Torben rammer overliggeren med et godt hug efter et indirekte frispark i deres straffesparksfelt.
19. min: Dan skyder over mål på et langskud
25. min: Preben tager en længere dribletur, men hans efterfølgende afslutning ender til højre for mål.
27. min: Dan skyder fra feltet, men målmanden har ingen problemer med at redde skuddet.
30. min: Torben bliver spillet fri, men hans skud ryger lige til højre for mål.
32. min: Dan skyder til højre for målet på et langskud.
34. min: Preben har en afslutning, som målmanden redder uden besvær.
Det var så vores første otte chancer. Panikken over ikke at få bolden i mål begynder at brede sig, og pludselig får Ryslinge 2 store chancer i 36. og 38 minut, som Jesper i Schmeichel-stil tager sig af. Vi bringer så derefter vores "brændte chancer-regnskab" op på 10:
39. min: Et frispark ved feltet kommer ind over, og efter lidt klumpspil har Kemo et rigtigt godt skud mod øverste højre hjørne, som målmanden på forunderlig vis får fat i.
42. min: Jannick skyder lige til højre for mål efter en frispilning.
Så sker det, det ikke må ske. Ryslinge scorer i 43. minut. Et hovedstød rammer tilfældigt Tim, og Jesper har ingen chance i målet. Minuttet efter er Ryslinge på spil igen, men afslutningen er heldigvis ikke for god. Tro det eller lad være. Vi får scoret et mål kort før pausefløjtet:
45. min: Vi skyder først på den ene stolpe, derefter på den anden, inden Romario sætter den ind til 1-2.
Anden halvleg er 3 minutter gammel, da Romario helt fri skyder lige til højre for målet. Et par minutter efter redder Jesper et udmærket Ryslinge-forsøg. Derefter går kampen ind i en død fase, hvor vi dog har en enkelt chance, men Kemo skyder desværre lidt til højre for mål.
Vi skal faktisk helt frem til 30. minut, før der sker noget igen. Da får Ryslinge nemlig en 100%-chance, som de skyder forbi mål. Tre minutter efter har Dan et godt skud i feltet, som målmanden dog redder, og bare to minutter senere skyder Torben på stolpen. Ryslinge er tæt på i 39. minut, men vi er endnu tættere på minuttet efter, hvor målmanden redder Romarios afslutning med en fodparade. To minutter efter lukkes kampen på et heldigt langskud, hvor bolden rettes af. Ryslinge vinder 3-1, også selv om Kim scorer 2 minutter før tid - der var offside.
Skal vi fremhæve én positiv ting: Vi fik ingen skadede spillere!