2. oktober 1999

Ejby/Balslev - Ølholdet 0-2 (0-1)

1-0 Jørgen (Grytner2)

2-0 Svendborg (straffe)

Dagen efter årsfesten var det et lettere (?!) smadret Ølhold, der var klar til kamp i Ejby. Under årsfesten var et heftigt lobbyarbejde i gang, og på selve dagen var det lykkedes at skrabe 12 mand sammen. Jesper skulle have været en tur i sejlbåd på Storebælt, men den heftige kuling gjorde, at han kunne melde sig klar alligevel lørdag formiddag.

Vinden blev i det hele taget en vigtig faktor i kampen. Der var stiv kuling på skrå af banen, og det var en af den slags dage, hvor Storebæltsbroen var lukket for campingvogne. Vel ankommet til Ejby måtte vi tage til takke med at dele et omklædningsrum med en flot drengespillere fra TPI - og deres træner, der var lettere mut over, at han ikke kunne finde sine sko... Det lykkedes alligevel at blive klædt om og komme ud i modvinden.

I første halvleg spillede Ølholdet skråt op imod vinden, men Jesper var i stand til at sparke bolden op til midten alligevel. I angrebsspillet blev der spillet meget fornuftigt med bolde langs jorden. Der var tale om et bundopgør, så en sejr i dagens kamp ville sikre en fornuftig slutplacering i midten af det slagne felt i vores oprykningspulje. Ejby-holdet, der kun havde vundet én kamp, og det var endda efter protest, virkede ikke som det stærkeste, vi havde mødt, og Ølholdet kom allerede i de første fem minutter frem til gode chancer.

Hjertet hoppede imidlertid et godt stykke op i halsen, da Flemming i den drilske vind kiksede et spark, og en Ejby-spiller slap helt fri. Ved synet af Jesper i målet valgte han imidlertid at tonse bolden et godt stykke over mål - Ejbys klart største chance i kampen. Det første kvarter var ellers ret lige med et lille overtag til Ølholdet, men spillet var præget af den kraftige vind.

Efter 26 minutter får Jørgen (Grytner2) bolden ved midtercirklen, og han udfordrer straks forsvaret i ægte Grytner-stil. I hele kampen fik Jørgen masser af tæsk fra de store forsvarsspillere, men denne gang trak han det længste strå. Med en modstander helt oppe på siden af ham hele vejen, drønede han direkte mod feltet, og på kanten af det satte han flotte bolden ind i siden af målet uden chance for Ejby-målmanden. Det imponerende stykke angriberarbejde blev en klar og fortjent vinder af dagens detalje (hvor Jørgens bedre halvdel i øvrigt tog sig af andenpladsen for sin trofaste støtte til holdet!).

Ejby var i denne periode af kampen godt med, men manglede det sidste, når de kom tæt på feltet. Deres anfører forsøgte på egen hånd gennem midten, men lidt inde i feltet stødte han pludselig ind i Svendborgs ene ben, der i mængden af spillere pludselig stak ud. Bolden var hoppet videre til en ØS-spiller, mens anføreren faldt så lang han var over Svendborgs velplacerede ben, men dommeren dømte ikke noget...

Ved pausen var stemningen god. Ejby var kun kommet frem til én chance, mens vi havde haft flere gode gennembrud, men det var kun pga. Jørgens imponerende fight, vi var foran. I anden halvleg havde vi vinden skråt i ryggen, og det måtte give Ejby problemer med at få bolden væk fra de bagerste rækker. Det viste sig også hurtigt, at bolden i anden halvleg bevægede sig meget rundt netop der.

Efter 5 minutters spil i anden halvleg slipper Jørgen fri på en stikning, men målmanden når lige akkurat ud. Minuttet efter kører Flemming, der i dagens anledning spillede back, frem på midten af banen, og bliver slagtet bagfra af en Ejby-spiller, der ikke havde en jordisk chance for at nå bolden. Det gav et helt fortjent gult kort. Der var flere situationer også tidligere i kampen, hvor det gule kort burde have været oppe af den lidt kreative dommers lomme, for Ejby-spillerne kom ofte MEGET for sent i tacklingerne.

Der går ikke mange minutter efter udvisningen, før Dan bryder igennem og bliver slagtet lige på kanten af fletet. Svendborg lunter frem fra de bagerste rækker, men skyder lige forbi. Efter 20 minutters spil i anden halvleg var Jannick klar med dagens kiks. Vi havde ellers forventet, at Jesper og Jannick ville være mere end klar til kamp, da de dagen inden havde scoret sig et tital for deres hovedopgave. Jannick ville hellere fejre det med dagens afbrænder. Kim pressede en lidt nonchalant Ejby-forsvarer, der pludselig ikke havde nogen bold foran sig mere. Den var Jannick løbet med. Helt blank foran mål fik Jannick imidlertid bolden forbi mål - guderne må vide hvordan, men det var en sikker vinder i afstemningen om kampens kiks. Kort efter Jannicks 100%'s er Preben målet for et hårdt skud, men han overlever uden mén (tror vi nok).

Med 20 minutter tilbage af kampen overtager Ølholdet spillet, og det kommer til flere store chancer i et presset Ejby-forsvar, der kæmper med både vinden og Ølholdets utrættelige tømmermænd. Dan kommer godt igennem, men brænder i Jannicksk facon, og det samme sker for Anders efter en flot frispilning fra Per Bo. Kort tid efter er Jørgen tæt på at slippe igennem, men han slagtes voldsomt i hoftehøjde på kanten af feltet. Utroligt nok får det ingen konsekvenser for forsvarsspilleren, men Anders fortæller ham liiiige et par sandheder på få centimeteres afstand. Samme Anders vælger derefter at placere bolden nogle meter over mål på frisparket.

Med godt 10 minutter igen er en Ejby-spiller ved at slippe igennem, men Svendborg hænger på ryggen af ham og får - efter 4-5 spark på anklerne af ham - langt om længe nedlagt ham. Ikke et vildt groft frispark, men næppe alt for sjovt for angriberen, der reagerer kraftigt og farer hen mod Svendborg. Han vender imidlertid rutineret siden til, og der sker ikke mere (behøver vi nævne, at Jesper tager frisparket?).

Anders fightede godt for sagerne i forreste geled til slut i kampen, og der inkluderede blandt andet et sammenstød med målmanden, hvor Anders ikke så helt uskyldig ud. Det blev imidlertid op til vores nye mand Flemming2 at sikre sejren. Med fem minutter igen slipper han igennem og slagtes af målmanden. Igen er det Svendborg, der lunter frem, og han sætter sikkert bolden højt oppe ude i siden. 2-0! Og sejren var sikker.

Ejby forsøgte ikke rigtigt noget i anden halvleg, men så forstod dommeren da at stå for underholdningen en gang imellem. Blandt andet da han lige ændrede et Ejby-hjørnespark til et Ølholds-målspark.

Alt i alt var det en fornøjelse at se, at vi kunne vinde igen - endda med et hold præget af tømmermændene fra den forgangne dags årsfest. Vi får nu en fornuftigt placering i efterårssæsonen og kan se frem til næste sæson med fortrøstning. Kampens spiller blev delt af to spillere. Den ene var naturligvis Jørgen, der igen viste de ægte Grytner-fighteregenskaber. Den anden var Den Ny Flemming, der viste flotte takter på kanten og fremtvang straffesparket, der lukkede kampen.

Deres forblæste reporter: Bellinge




Forsiden | Kampreferater | Topscorerlisten | Kampprogram | Nyheder | Spillere | Indlæg | Billeder | Stiften | Links