Bilag 2.4: Semiotisk analyse af en klubtrøje
Vi har valgt at lave en kort semiotisk analyse af en klubtrøje for at give
et billede af, hvordan de er designet. Vi gør især meget ud af den
beskrivende del - denotationen. Trøjen er en Manchester United-trøje,
som ses her til højre.
DENOTATION
Trøjen er kortærmet, og den har én knap. Den er rød med forskellige indstøbte mønstre. Lodret på maven går der nogle sod-lignende sorte striber ned, mens der er et Old Trafford-mærke i hver side (Old Trafford er klubbens hjemmebane). Ærmerne har firkanter i rød/sorte farver. Kraven er hvid foran. Det skifter brat til grå og bliver så helt sort i nakken.
Hvis man skal beskrive trøjen oppefra og ned foran, er det første man møder den enlige knap. Knappen er hvid med et lyserødt skær. I knappen er klubbens logo indstøbt. Lige ned under knappen sidder en "flap", som det kendes fra Levi's røde mærke bag på bukserne. Der er et borglignende logo, men det er ikke tydeligt, hvad det skal ligne.
Hvor stoffet starter øverst på fronten, står der Umbro, der er en stor sportstøjsproducent. Derefter er der påtrykt et stofmærke med Manchester Uniteds bomærke. Lige ned under findes reklamen for klubbens sponsor, Sharp. Nederst på fronten i midten står der "Theatre of Dreams". Nederst til venstre på forsiden er der et Umbro-mærke, der fortæller, at trøjen er officielt licensieret.
Trøjens ryg er rød med de føromtalte sodstriber og neutral. Trøjen føles meget lækker
og virker af høj kvalitet. Den er lavet af 100% polyester med et lag af 100% bomuld udenpå.
KONNOTATION
Kombinationen af røde og sorte farver giver trøjen en varm farve, men med en lidt aggressiv
drejning. Den ligner en skjorte med kraven, og man kommer samtidig til at tænke på en
uniform. De mange logoer og trademarks giver trøjen et eksklusivt udseende. Sætningen
nederst på trøjen kan tolkes som en overførsel af hjemmebanen som en helligdom.
VÆRDIANALYSE
Trøjen viser en mandlig værdi som aggressivitet. Samtidig er den indbegrebet af eksklusivitet,
ligesom de mange fælles symboler, som de fleste, der bærer trøjen, kender, giver anledning
til, at trøjen kan ses som et fællesskabssymbol. Endelig kan de skjulte værdier i trøjen være
den helligdom, trøjen skal afspejle.